-
Mao Zedongs død
-
Når til økonomisk enighed
Reformprogrammet kunne nu vedtages på KKP’s tredje plenum (et møde). Dette skete efter Mao’s død, hvor de politiske leder var enige om, at det økonomiske system skulle bygges om
“nogen må blive rige før andre” -
Ansvar for landbrugsproduktionen
Ansvaret for landbrugsproduktionen bliver ført tilbage til den enkelte familie. -
Det kinesiske samfund kommer på fode igen
Mellem 1949 og 1979 (30 år) - landet samles under en regering og undgår politisk uro. Befolkningsmængden stiger til det dobbelte. Der blev udviklet et uddannelsessystem og sunhedsvæsen på et rimeligt niveau.
Regering lovede befolkningen, at den økonomiske vækst skulle træde ind, så de ikke ville blive trådt på mere - det skete ikke - de er et fattigt land. -
Åbning af verdensmarkedet
-
Nedlæggelse af folke-kommunen
Folke-kommunen blev nedlagt, og det funktioner blev videregivet til landsbyen, som blev det laveste led i statsapparatet. -
Reformer i byerhverv
Virksomhederne fik større beslutningsmyndighed. Større ledelsesansvar. Øget mulighed for privat handel. -
Demonstrationer i Beijing
En stor mængde studenter demonstrerer ved juletid for bedre leveforhold på universiteterne -
Konkurslov
Loven opstiller diverse regler, som for eksempel indikerer, hvad der skal ske med de ansatte. Konkursloven blev aktiv efter tabet af flere statslige virksomheder. -
Landet får høj inflation
Dette skabte blandt andet problemer for den daværende leder, eftersom han var uenig med resten af ledelsen om, hvilke regler der skulle tages for at stabilisere økonomien. -
Voldsom politisk og økonomisk stramning
Voldsom politisk og økonomisk stramning efter sommeren 1989. Et spareprogram skulle få styr på økonomien, mens man forsøgte at genopdrage befolkningen (de var utilfredse). -
Reformerne bliver taget op
Reformerne bliver genoptaget med politisk censur og indespærringer af kritikere